det samme som alle þingsóknar mænd. Men, for at skirskotning i dette tilfælde skulde have retslig virkning, maatte den netop ske under mænd fra et andet thingsogn. Faldt nu fjerdings-thingets thingkreds sammen med heredet, saa kunde eo ipso útheraðrs menn heller ikke være þingat þingsóknar menn, og den tilføiede relativsætning bliver da overflødig; men faldt thingkredsen og heredet derimod ikke sammen, og var heredet mindre end thingkredsen, da kunde selvfølgelig útheraðrs menn meget vel være þingat þingsóknar menn, og relativsætningen bliver da nødvendig for at forebygge misforstaaelse. Det er derfor saa langt fra, at jeg i det citerede lovsted med Maurer og Hertzberg kan se et bevis for heredets og fjerdingens identitet, at jeg snarere finder, at det med ikke ringe styrke kan anvendes mod en saadan opfatning.
Men hvordan var saa forholdet mellem hered og otting? Faldt de sammen, eller er det forskjellige distrikter, som hermed betegnes? Det lader sig jo meget vel tænke, at heredet kunde være identisk med ottingen, selv om det ikke var identisk med fjerdingen, og hvis Maurers opfatning af ottingen er den rigtige, saa bliver der endogsaa plads for otte hereder i hver fjerding hvad der jo, som vi senere skal se, kunde synes at være et rimeligt forhold. Lovens opregning af fjerdings-, ottings- og hereds-kirker taler imidlertid ligesaa afgjort mod en identifikation af hered og otting som af hered og fjerding; er dens udtryksmaade korrekt i det ene tilfælde, saa kan vi ikke uden tvingende grunde anse den for unøiagtig i det andet. Keyser antog, at i kystfylkerne ombyttedes benævnelsen hereds-kirker med fjerdings-kirker og ottings-kirker, alt eftersom fylket var delt i fjerdinger eller ottinger, hvilken inddeling oprindelig faldt sammen med hereds-
