fornøiet med sin sags behandling paa fjerdings-thinget og vil appellere til fylkes-thinget, men adgangen til appel bliver ham afskaaren derved, at hans modpart ikke vil appellere, „da skal han dog skirskote det lovran, som thingmændene har begaaet mod ham, under udhereds mænd, som ikke hører til det thingsogn.“[1] At der fra fjerdings-thinget skal skotes under udhereds mænd, er ifølge Hertzberg[2] et sikkert indicium for heredets og fjerdingens identitet, da en saadan bestemmelse „alene kan forklares ved den forudsætning, at alle tilstedeværende mænd fra hjemheredet havde deltaget i thingforhandlingerne og altsaa ikke kunde kaldes til vidner paa disse“; og Maurer siger:[3] „Es ist klar, dass diese ausdrucksweise des rechtsbuches die identität der begriffe fjórðúngr, þingsókn und hèrað voraussetzt, soferne nur unter dieser voraussetzung die angehörigen der übrigen viertel desselben volklandes als leute aus einem anderen hèrað als der früheren þingsókn bezeichnet werden können.“ Begge forfatteres ræsonnement vilde være fuldstændig rigtigt, hvis man kun havde at vælge mellem de to alternativer, at enten er heredet identisk med fjerdingen, eller ogsaa er det større end denne. Men der gives ogsaa en tredie mulighed, og den ligger til og med meget nær, den nemlig, at heredet er mindre end fjerdingen, og at denne omfatter flere hereder. I det tilfælde bliver der paa fjerdingsthinget god plads for alle hjemhereds mænd, uden at deri ligger den ringeste antydning af, at det er
