forpligtelser, idet jarlen paa egen bekostning skulde holde 60 og hersen 20 hærmænd til kongens tjeneste? Vi ser, der stiller sig alvorlige betænkeligheder op mod tilforladeligheden af Snorres beretning. Men selv om systemet virkelig er indført af Harald, saa har han dog selv, efter hvad professor G. Storm[1] har paavist, været den første til at bryde med det; thi ikke blot synes jarlerne i regelen at have hersket over flere fylker, men i de fylker, hvor ingen jarl blev ansat, kom hersen at staa direkte under kongen, og prof. Storm anfører ikke mindre end 10 exempler paa, at hersen raadede over et helt fylke, hvad der vistnok ogsaa har været det almindelige forho1d. Heller ikke etymologisk lader hersir sig direkte aflede af herað; men som et substantivum verbale maa det afledes af et verbum hersa (tysk herschen)[2] paa samme maade som sættir (fredsstifter) af sætta (forlige) eller fylkir (høvding) af fylkja (ordne en slagorden). Theorien om, at hersen kun skulde have med ét hereds bestyrelse at gjøre, maa saaledes opgives, og dermed bortfalder ogsaa den støtte for heredets og fjerdingens identitet vestenfjelds, som man har troet at finde i hin ytring hos Snorre.
Der er imidlertid et sted i selve Gulathingsloven, som allerede Páll Vídalín[3] har gjort opmærksom paa, og hvori senere Ebbe Hertzberg, Maurer og professor Brandt[4] har fundet et afgjørende bevis for sin opfatning. Det heder nemlig i kap. 266, at naar en mand er mis-
