Senere har professor Maurer, saavidt mig bekjendt, ikke udtalt sig om dette spørgsmaal. Idet jeg derfor pointerer, at den væsentlige betænkelighed, som paa grundlag af det ovenciterede sted reiser sig mod hans opfatning, fremdeles staar urokket, gaar jeg over til at undersøge de grunde, hvortil Maurer og meningsfæller egentlig støtter sig.
Det kildested, som Maurer for det første anfører som bevis for, at herederne vestenfjelds faldt sammen med fylket, og som ogsaa Munch tillagde stor betydning,[1] er Snorres bekjendte notis om, at Harald haarfagre satte én jarl over hvert fylke og under denne „4 hersa eða fleiri“.[2] „Da diese letzteren – jeg anfører Maurers egne ord – wie schon ihr name andeutet, je über ein hèrað gesetzt waren, ergiebt sich aus dieser erzählung, dass der hundertschaften gewöhnlich 4 im volklande zu sein pflegten.“ Herved er nu for det første at merke, at Snorre selv aldeles ikke indskrænker sin bemerkning til blot at gjælde Gulathingslagen; det er uden tvil hans mening, at Haralds system har været anvendt paa det hele land. Men hvordan vilde systemet passe i Thrøndelagen med de smaa fylker, naar minimums-grænsen var 4 herser i fylket? og hvordan i Viken og paa Oplandene, hvor jeg ovenfor tror at have paavist et temmelig stort antal hereder i hvert fylke? Der maa i ethvert fald have været en betydelig forskjel i de forskjellige jarlers og hersers regjeringsomraade og dermed i deres magtstilling i det hele; men hvordan lader dette sig forene med den bestemmelser at jarlen overalt skulde have de samme indtægter (20 marka veizlu) og saavel han som hersen overalt de samme
