antydes ved et M (Magnus) eller et O (Olaf) eller et Báðir (begge), kan noget saadant i regelen ikke have staaet i det for Sverres kristenret benyttede haandskrift, hvorved compilatoren, der i mange tilfælde bona fide har afskrevet den foreliggende text, er kommet til at lade mod- satte bestemmelser staa uformidlet ved sid-en af hinanden.[1] En lignende feil antager Maurer, at ogsaa udarbeideren af den trykte text har gjort sig skyldig i, idet der i kap. 12 foran „fjorðungskirkjur ok áttungskirkjur“ skulde staa et M, foran heraðskirkjur et O og foran ok hœgendiskirkjur et Báðir. Olafs recension skulde altsaa som den ældre blot have kjendt fylkes-kirker, hereds-kirker og høgendes-kirker; men Magnus specialiserede begrebet hereds-kirker og satte istedet: fjerdings-kirker og ottings-kirker, og ved at afskrive begge texter har da en senere compilator givet os den nu trykte i en corrumperet skikkelse, medens den mand, som udarbeidede Sverres kristenret, her som ogsaa ellers paa flere steder udelukkende har benyttet Magnus’ recension. At gjøre opmerksom paa den skarpsindighed, som her er lagt for dagen, er vistnok overflødigt, og den beundring, som jeg, en homo novus, ikke kan lade være at udtale, vil for prof. Maurers forfatter-ry være uden betydning; dertil er det altfor grundfæstet og altfor ubetinget anerkjendt. Man kan blot beklage, at skarpsindigheden i dette tilfælde har været spildt; thi prof. Gustav Storm har i 4de bind af Norges gamle love[2] offentliggjort den uforfalskede Olavske text, hvor vort sted findes uforandret, og vi ser deraf, at loven allerede før Magnus, revision har kjendt modsætningen mellem fjerdings-, ottings- og hereds-kirker.
