lov kap. 12.[1] Efterat der i kap. 10 og 11 er givet bestemmelser for fylkes-kirkernes vedligeholdelse etc., fortsættes i kap. 12 saaledes: „Nu er alle de andre kirker, som, engang opførte, skal vedligeholdes: fjerdings-kirker og ottings-kirker, hereds-kirker og høgendes-kirker.“ Munch forstod dette sted saaledes, som enhver unbefangen læser vil forstaa det: han antog, at der her opregnedes 3 forskjellige slags sognekirker, nemlig:
1. fjerdings-kirken (fjerdingens sognekirke);
2. ottings-kirken (ottingens sognekirke);
3. hereds-kirken (heredets sognekirke).
Høgendes-kirkerne kan sættes ud af betragtning, da de ikke ved denne tid kan antages her at have havt eget kirkesogn. Maurer, som af grunde, der nedenfor nærmere skal omtales, var kommet til det resultat, at herað var identisk med fjorðungr, men tillige kunde bruges som betegnelse for áttungr, maatte imidlertid søge at komme ud over de hindringer, som vort kapitels ligefremme ordlyd stillede op imod en saadan opfatning. Texten til den ældre Gulathingslov, saadan som den foreligger i første bind af Norges gamle love, er en compilation af to forskjellige recensioner, af hvilke den ældre tillægges Olaf den hellige, den yngre derimod Magnus Erlingssøn og er resultatet af den af ham i 1164 foretagne revision af Gulathings- og Frostathingsloven. Nu har Maurer til fuld evidents godtgjort, at concipisten af den saakaldte Sverres kristenret ogsaa har havt for sig et haandskrift af Gulathingsloven af en lignende sammensat karakter, som det, der er trykt i Norges gamle love, dog med den forskjel, at medens i den trykte text de forskjellige recensioner
- ↑ Ngl. I, 8.
