Maurer enig, dog med den forskjel, at han opfatter settingen og ottingen ikke som en underafdeling af fylket, men af tredingen og fjerdingen. Ifølge ham er altsaa de vestlandske fylker først inddelte i 4 fjerdinger og hver fjerding igjen i 8 ottinger; hereds-betegnelsen passede oprindelig kun paa fjerdingen, men eftersom ordet tabte sin bestemte betydning, blev det ogsaa anvendt paa ottingen.[1] Hertzberg er af samme mening som Maurer.
Munch har derimod ikke blot i sin historisk-geografiske beskrivelse,[2] men ogsaa senere i det norske folks historie[3] hævdet, at herederne var underafdelinger af fjerdingen, medens ottingen dels var en underafdeling af fylket, dels af større hereder. Geheimearkivar Jørgensen er enig med Munch, hvad heredernes forhold til fjerdingen angaar, medens han udelukkende synes at opfatte ottingen som en ottendedel af fylket.[4] De forskjellige forfattere har med større eller mindre udførlighed begrundet sit standpunkt, og idet vi ved en gjennemgaaelse af kilderne vil forsøge at arbeide os frem til en paa disse baseret opfatning, vil der blive rig anledning til at prøve de grunde, hvortil de nævnte videnskabsmænd støtter sig.
Det sted, som for Munch synes at have været det afgjørende, og som hans modstandere altid har havt vanskeligt for at komme forbi, findes i den ældre Gulathings-
