jungs þings – til fylkis þings – til þriggja fylkna þings; og har det denne betydning for de to sidste things vedkommende, hvorfor skulde det saa ikke ogsaa kunne have det for det førstes?
Jeg tror derfor ikke, at brudstykket kan bruges som afgjørende bevis mod den opfatning af heredets forhold til tredingen, som ovenfor er bleven hævdet, og som støttes af kristenretten og andre af den uafhængige kilder.
Resultatet af denne undersøgelse bliver altsaa, at i Eidsivathingslovens kristenret betegner:
I. herað en underafdeling af þriðjungr, og der antages at have været mindst tre hereder i tredingen;
II. tredings-kirken er identisk med hoved-kirken;
III. høgendes-kirkerne synes at befinde sig paa overgangen til at blive sognekirker, og høgendes-presten er allerede nu den prest, hereds-bønderne i regelen henvender sig til om geistlig hjælp.
Hermed vender vi os til Gulathingsloven.
Her møder os en mere indviklet distriktsinddeling end den, vi tidligere har stiftet bekjendtskab med. Gulathingsloven kjender ikke blot en inddeling i fylker og hereder, men ogsaa i fjerdinger og ottinger, og det har sine vanskeligheder at bestemme disse forskjellige distrikters forhold til hinanden indbyrdes. Allerede Dahlmann har i sin Danmarks historie[1] udtalt den opfatning, at herað er identisk med fjorðungr og áttungr ligesaavel som med þriðjungr og settungr, hvilke benævnelser blot betegner, at fylket omfattede 3, 4, 6 eller 8 hereder; og Keyser har i sin kirkehistorie[2] fremstillet forholdet paa samme maade. Heri er ogsaa professor
