Det første thing, som her nævnes, er tredings- eller halvfylkes-thing, der altsaa skulde være første instans og som saadan falde sammen med det i kap. 2 og 3 omtalte hereds-thing.
Vi skal indrømme, at hvis vi ikke fra kristenretten og andre kilder havde saa stærke beviser mod tredingens og heredets identitet, som dem vi ovenfor har anført, saa vilde vi anseet denne forklaring af det omhandlede sted for rimelig; nu er vi paa forhaand skeptisk stemt ligeoverfor en saadan tolkning, og vi faar se os om efter en anden, der kan være mere overensstemmende med kristenrettens sprogbrug.
Spørgsmaalet bliver da, om udtrykket: flytja dom eptir þeim til þings kan bruges om det oprindelige sagsanlæg; domr betyder i retssproget aldrig andet end en domstols kjendelse, hvad enten nu denne er privat eller offentlig, d. e. et thing, og, naar forbrydelsen som her er úbotamál, hvis straf er uløselig utlegd, saa kan der heller ikke være tale om andet end en offentlig domstols, d. e. en thingforsamlings dom.[1] Den domr, som sagsøgeren altsaa skulde flytte efter dem til tredings-thinget, maa saaledes være hereds-thingets eller ørvar-thingets af hereds-thinget confirmerede kjendelse, der imidlertid har gaaet sagsøgeren imod. At denne dom ikke nævnes, men blot forudsættes i vort kapitel, kan vel forklares deraf, at regelen for ørvar-thingets og hereds-thingets sammenkaldelse i anledning af herværk, hvortil buhögg vistnok ogsaa regnedes, var omtalt i det foregaaende kapitel. Dertil kommer, at udtrykket flytja dom eptir þeim til þings paa vort sted utvilsomt betyder appellere. Det heder jo flytja dom eptir þeim til þrid-
- ↑ Cfr. Hertzberg: Proces, 195 ff.
