tater, som vort studium af kristenretten har bragt os. Ebbe Hertzberg synes ikke at have fundet brudstykkets indhold tilstrækkeligt til at begrunde den af ham hævdede opfatning; thi han opfordrer til at sammenligne slutningsordene i dets to første kapitler med kristenretten.[1] Denne sidste udvei tror vi ovenfor at have spærret, saa hvis bemeldte slutningsord ikke i og for sig er afgjørende, kan de neppe antages at vinde i styrke ved en sammenligning med kristenretten.
Brudstykkets første og tredie kapitel handler om herverk og det i anledning af samme sammenkaldte örvar-þing, saa kaldet, fordi budstikken, hvorved det sammenkaldtes, havde form af en pil (ör, gen. örvar). Ørvar-thinget blev sammenkaldt, naar drab var begaaet, og havde tildels en forskjellig karakter i Gulathingslagen og i Frostathingslagen. Vestenfjelds skulde bevislighederne mod drabsmanden ad privat vei være indhentede, medens man nordenfjelds benyttede ørvar-thinget til at fremskaffe de oplysninger, der kunde gjøre sagen moden til retslig paakjendelse af et senere sammenkaldt og normalt sam-
- ↑ Proces, s. 127, anm. 2.
kunde dog maaske af den omstændighed, at thinget for Gudbrandsdalen to gange i diplomatariet kaldes alþing (D. N. II, no. 4 (1202–20) og III, no. 185 (1336), føle sig fristet til at tro, at alþing paa Oplandene har været brugt istedenfor fylkis-þing; imidlertid forekommer ordet ogsaa i et diplom fra Stavanger (I, no. 770 (1439), og i Norges gamle love (II, 489) bruges det om thinget i Herjedalen, og betragter vi nærmere forbindelsen, hvori det forekommer, maa vi give dr. Fritzner ret, naar han i sin ordbog identificerer det med almanna-þing og almenniligt þing, der staar i modsætning til „þing eller stefna, som holdes i en eller anden særskilt anledning, og hvori kun de, som dertil særlig er forpligtede, have at deltage.“ (Ny udg. I, s. 45 a).
