Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, sjette Bind (1888).djvu/361

Denne siden er ikke korrekturlest

358

A. TARANGER.

regelen omfatter et af de nuværende kirkesogne og undertiden er af endnu mindre udstrækning.

Men førend vi tør anse vor undersøgelse af Eidsivathingsloven for afsluttet, maa vi have bragt paa det rene, om det lille bevarede fragment^[1] af verdslig ret paa Oplandene^[2] indeholder noget, der kunde omstøde de resul-

↑ Ngl. II, 522–-23.
↑ At det er oplandsk ret, vi her har for os, fremgaar tydeligst af den i brudstykkets første kapitel antydede tredeling af boden, der betegnes ved þ. d. a., som udgiverne rigtig har opløst i þrideili á. Visse bøders tredeling er svensk ret, og den er netop eiendommelig for Eidsivalovens kristenret, men fremmed for Borgarthingsloven. Man sammenligne saaledes rec. I, kap. 25: Allt utlægðar fe, er biscup gefr sok a, þa a hann þriðjung, konungr annan, bœndr þriðjung, er um dœma (cfr. kap. 39 og 44) med Upplandslagens kirkju balkær kap. XV § 8: þa bøte þæn sæx markær, þe giærning giørþi, til þræskiptis; takær æn lett biskupær, annan malseghandi, þriþiæ kunungær, cfr. ogsaa ærfþæ balkær kap. V. Mange bedre exempler kunde vistnok nævnes; men det ligger udenfor vor opgave, her at gaa nærmere ind paa denne sag. Professor Gustav Storm har gjort mig opmerksom paa denne betydning af þrideili á. At det forekommer i den yngre Borgarthings kristenret, hænger vel sammen med den ukritiske bearbeidelse, som specielt udmerker dette arbeide. Professor Storm har tidligere (Monum. hist. XXVI, anm. 4) udtalt, at han ansaa det for sandsynligt, at fragmentet tilhørte Borgarthingsloven eller en fælleslov for Viken og Oplandene af den grund, at fylki ikke forekommer i El.s kristenret, ligesom de oplandske landskabsnavne heller ikke synes at være sammensatte med fylki, men derimod med -riki, -land, -mörk og -dalir. Imidlertid lader det sig ikke godt tænke, at det oplandske lovsprog skulde have manglet et ord som fylki eller fylkis-þing, ligesaa lidt som det savnes i Vikens kristenret, hvor dog ogsaa landskaberne ender paa -riki og -mörk. At det savnes i kristenretten, kan jo lettelig forklares deraf, at tredingen og tredings-kirken her træder i fylkets og fylkes-kirkens sted. Man

[1] Ngl. II, 522–-23.

[p358-2] At det er oplandsk ret, vi her har for os, fremgaar tydeligst af den i brudstykkets første kapitel antydede tredeling af boden, der betegnes ved þ. d. a., som udgiverne rigtig har opløst i þrideili á. Visse bøders tredeling er svensk ret, og den er netop eiendommelig for Eidsivalovens kristenret, men fremmed for Borgarthingsloven. Man sammenligne saaledes rec. I, kap. 25: Allt utlægðar fe, er biscup gefr sok a, þa a hann þriðjung, konungr annan, bœndr þriðjung, er um dœma (cfr. kap. 39 og 44) med Upplandslagens kirkju balkær kap. XV § 8: þa bøte þæn sæx markær, þe giærning giørþi, til þræskiptis; takær æn lett biskupær, annan malseghandi, þriþiæ kunungær, cfr. ogsaa ærfþæ balkær kap. V. Mange bedre exempler kunde vistnok nævnes; men det ligger udenfor vor opgave, her at gaa nærmere ind paa denne sag. Professor Gustav Storm har gjort mig opmerksom paa denne betydning af þrideili á. At det forekommer i den yngre Borgarthings kristenret, hænger vel sammen med den ukritiske bearbeidelse, som specielt udmerker dette arbeide. Professor Storm har tidligere (Monum. hist. XXVI, anm. 4) udtalt, at han ansaa det for sandsynligt, at fragmentet tilhørte Borgarthingsloven eller en fælleslov for Viken og Oplandene af den grund, at fylki ikke forekommer i El.s kristenret, ligesom de oplandske landskabsnavne heller ikke synes at være sammensatte med fylki, men derimod med -riki, -land, -mörk og -dalir. Imidlertid lader det sig ikke godt tænke, at det oplandske lovsprog skulde have manglet et ord som fylki eller fylkis-þing, ligesaa lidt som det savnes i Vikens kristenret, hvor dog ogsaa landskaberne ender paa -riki og -mörk. At det savnes i kristenretten, kan jo lettelig forklares deraf, at tredingen og tredings-kirken her træder i fylkets og fylkes-kirkens sted. Man

[1]

[2]