Bilande, Færøerne, Island og Grønland.[1] I Handelen i hine Egne, der, ligesom ogsaa Finmarkens, var monopoliseret, søgte hollandske (og engelske) saakaldte „Lurendreiere“ at blande sig, medens der fra dansk Side paastodes, at Kongen af Danmark og Norge var Herre over Kyster og Farvande fra Norge af og mellem Spidsbergen paa den ene og Grønland paa den anden Side. Navnlig var der i flere Aar en Art Krig ved Grønlands Kyster, hvor den rige Jacob Severin i Kjøbenhavn med sine armerede Skibe optog hollandske Handelsfartøier, i 1739 ikke mindre end 4; til Gjengjæld optoge Hollænderne et Skib for Severin. I 1744 forbødes det Fremmede at nærme sig Grønlands Kyst paa 15 Miles Afstand.[2] I April 1742 gik det Rygte i Holland, at Danmark havde udrustet en Flaade, hvilket, skriver Griis, fremkaldte stort Røre i Amsterdam. Man var dog, fortsætter Gesandten, mindre bange for at forstyrres i Fiskerierne ved Island, der kun var af Interesse for Stæderne ved Maasfloden,[3] end for at Danmark-Norge skulde tage Parti med Sverige i den Krig, som førtes mellem dette og Rusland. Man tænkte sig endnu Muligheden af, at Svenskerne skulde seire i denne Kamp, og frygtede det Tryk, som et enigt
- ↑ I Anledning af de første af Egede fremkaldte Foretagender ved Grønland skriver Holberg i sin Naturens og Folkerettens Kundskab (Udg. af 1763, S. 155): „De Norske have udi disse Tider bemægtiget sig det Land ved Strat Davis. Om Hollænderne støde dem derfra eller sætte Ild paa deres oprettede Lager, kan man sige, at de øve Vold og overtræde den udtrykkelige eller stiltiende Konvention, gjort mellem Mennesker, at hvad en først indtager, det hører ham med Rette til.“ Udtrykket „De Norske“ er for hin Tid paafaldende.
- ↑ L. Koch, Christian den Sjettes Historie, Kbh. 1886, S. 77.
- ↑ Hos Wagenaar (Vaderl. Hist., XIX, p. 278. flg.) vil findes nogle Oplysninger om hollandske Islandsfarere m. m., optagne af de Danske 1740.
