prestr og houudprestr. For det første lægger vi merke til, at prestr aldrig forudsættes at have egen hest, medens höfuð-prestr kan have egen hest; det vil da vel sige: hoved-presten sidder med en ordentlig prætegaard og forholdsvis rimelige indtægter; han skal jo – som vi ovenfor har hørt – kunne huse bispen med følge i 4 døgn og skaffe deres heste foder; presten derimod synes at have langt ringere kaar; han har ingen ret til legkaup, der vistnok var en af presternes vigtigste indkomster,[1] han synes ikke at have egen prestegaard, eller ialfald en ganske ringe; men han er dog den, som hereds-manden først henvender sig til. Det forekommer os utvivlsomt, at der ved „prestr“ menes den prest, som sidder ved høgendes-kirken (prestr sa er sittr at hœgændes kirkiu),[2] og at disse rent private kirker nu holder paa at blive et slags hoved-kirken underordnede sognekirker og høgendes-presten et slags residerende kapellan, der kan forrette ogsaa ved ligbegjængelser, naar hoved-presten svigter, i hvilket tilfælde han har det hele eegkaup, hvis hoved-presten ikke har lovligt forfald; har han det, tilkommer ham blot det halve (se kap. 48). Hoved-presten optræder dog fremdeles som sognets egentlige sjelesørger; det er alene ham, som har at paabyde helligdagene (kap. 10), noget, som ifølge Fr.loven (II, 22) er hver sogneprests pligt.
Det er nu ganske interessant, at et saadant forhold, som det ovenfor skildrede, existerer paa Hadeland og
