ord. I kap. 48.[1] hvor det blandt andet bestemmes, hvilken prest der skal have legkaup (grav-kjøb), en indtægt, som egentlig tilkom hoved-presten, men som han maa dele med den forrettende prest, hvis han ikke selv er tilstede, heder det: „Men hvis en mand drager ud af heredet eller ud af sin treding (nb. at dette er den anden eventualitet) og dør i en anden treding, da skal den (prest) have legkaup, som synger over hans lig og vier hans grav, men den, som vier hans mad og øl (nl. ved arveøllet eller ved sjeleøllet) der, hvor han havde hjemme, han skal have halvdelen. Det forekommer os umuligt, at lovkoncipisten skulde have skrevet: hvis en mand drager ud af heredet eller ud af sin treding, hvis han havde havt den opfatning, at det var to udtryk for den samme ting. Men havde han ikke den opfatning, saa bliver udtrykket det eneste rigtige; thi ovenfor og i kap. 47 har han netop omtalt, hvordan man har at forholde sig, naar en mand bliver syg eller dør i hjemheredet.
Men herað forekommer i denne kristenret ogsaa i en anden forbindelse, som vi ikke vil lade uomtalt, uagtet den kan synes at staa vort formaal fjernere. Det synes nemlig at have betydning af kirkesogn. Det heder i kap. 47,[2] at hvis en mand ligger syg i heredet, saa skal
- ↑ Ngl. I, 391: En ef maðr fær or heraðe eða or þriðiungi sinum oc uærðr i aðrum þriðiungi dauðr, þa skal sa hafa legr kaup, er syngir iuir liki hans oc uigir groft; en hinn halft, er uigir mat oc mungat hans. þar sem hann var hæims uistum.
- ↑ Ngl. I, 300: En ef maðr liggr siukr i heraðe oc uill hann at prestr lese iuir honum, gere hest mote honum eða skip, ef þess þarf uið. þa er prestr skylldr at fara til hans oc lesa iuir honum lester þriar kaupa laust. En ef hann vill lata lesa flæiri. þa skal pæningr firi lest huæria. þa sem þrir tigir firi
