Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, sjette Bind (1888).djvu/354

391

HERAĐ OG HERAĐS-KIRKJA.

Det synes nu selvsagt, at naar hoved-kirken, tredingens sognekirke, er sidste stevnested, saa maa de tre forskjellige hereder, inden hvilke de tidligere stevnesteder laa, ogsaa ligge indenfor hoved-kirkens sogn ɔ: indenfor tredingen og saaledes være underafdelinger af denne. Det forekommer mig, at i vort kapitel kan herað umulig opfattes anderledes end som en del af tredingen, og man kunde være tilbøielig til at tro, at heredernes antal var tre, ialfald i almindelighed; naar altsaa bispens oppebørselsbetjent har besøgt de enkelte stevnesteder inden tredingens ɔ: hovedsognets hereder, saa sætter han efternølerne et sidste stevne ved selve hoved-kirken, menighedens sædvanlige samlingssted. Det hele arrangement bliver, saaledes opfattet, baade praktisk og naturligt. Anderledes bliver forholdet, hvis hered har betydningen af treding; da stevner bispens foged folk først sammen til et bestemt sted inden én treding; men efternølerne maa følge ham over i en anden treding, ja endog i en tredie treding, og, hvis de endda ikke har gjort skjel for sig, saa skal der som sidste instans sættes dem stevne ved deres egen hoved-kirke – for en hoved-kirke i almindelighed kan der fornuftigvis ikke være tale om –; men hvem gad vel drage omkring i hele fylket, naar de til syvende og sidst kunde slippe med at møde op ved hoved-kirken? Skulde det sidste være straf for nogen, saa maatte det vel være for fogden, der fik gjøre reisen om igjen. Har Hertzberg og Maurer ret, saa synes der at blive liden mening i det hele kapitel; jeg vover derfor at fastholde, at de har uret. Jeg skal dog nævne endnu et steds, som antagelig maa ansees for et afgjørende bevis mod den opfatning, at herað og þriðjungr i lovens sprogbrug er ækvivalente