tømmer paa tomten inden halvaaret er omme, og den skal være gjort inden et aar; men hvis den ikke da er færdig, saa har alle tredingsmænd at bøde 15 mark“. Det er klart, at engang ialfald maa denne kirke, hvis vedligeholdelse paahviler alle tredingsmænd, og som vi derfor kan kalde tredings-kirke, have været hele tredingens sogne-kirke; og paa lovens tilblivelsestid kan der heller ikke have været mere end én saadan kirke i tredingen; thi det heder simpelthen: hvis kirken falder ned (ef kirkia fællr niðr). Der nævnes imidlertid ogsaa andre kirker i loven, hvoraf der heller ikke kan være mere end én i hver treding: det er hoved-kirkerne. I kap. 32[1] paabydes det, at bispen hvert aar skal komme. i hver treding og synge der messe ved hoved-kirken, nb. ikke: hoved-kirkerne (at houudkirkiur), men ved hoved-kirken. Tydeligere kan det neppe siges, at der var blot én hovedkirke i hver treding, og denne maa alt- saa være identisk med den i kap. 34 omtalte „kirkja“, som vi kaldte tredings-kirken. Anderledes kan loven antageligvis ikke forstaaes. Denne identitet vil imidlertid Munch ikke anerkjende,[2] idet han gjør opmerksom paa, at der sættes en høiere taxt paa vielsen af den i kap. 34 omtalte kirke (ɔ: tredings-kirken) end paa vielsen af hovedkirken i kap. 40.[3] For at vie den første skal bi-skopen have 3 nætters veitsle med 30 mand og 30 heste om sommeren af bondens gods, men om vinteren 15 heste; for at vie en hoved-kirke skal han derimod kun have 2 nætters veitsle for 15 mand og 15 heste om sommerdag
