være naaet saalangt, at fylkes-kirken er kun ét hereds sognekirke, saaledes som vi ser det er tilfælde med samtlige fylkes-kirker i Eysteins jordebog.[1]
Udbyttet af den ovenfor anstillede undersøgelse kan i korthed udtrykkes saaledes: I Borgarthingslovens ældre kristenret har heredet
I. bevaret sin oprindelige karakter af thing-sogn (þing-sokn), og det har endnu sin gamle udstrækning, som hverken den tidligere skibrede-inddeling eller den senere sogne-inddeling synes at have forrykket;
II. i geistlig henseende falder det endnu sammen med sognet, og hereds-kirken er et helt hereds sogne-kirke, et forhold, som senere forandres, idet enkelte hereder deles i flere sogne.
Vi vender os dernæst til Eidsivathingslovens kristenret.
Her har vi kun to slags distrikts-betegnelser, nemlig þriðjungr og herað; fylki forekommer ikke. Af kirker nævnes blot hoved-kirker (houud-kirkiur) og høgendes-kirker (hœgendes-kirkiur) ɔ: private mænds kirker, der ialfald ikke oprindelig var sognekirker; heraðs-kirkja nævnes ikke. I kap. 34 (recension I)[2] heder det: „Men hvis kirken falder ned eller brænder op, da skal bønderne føre
- ↑ Fylkes-kirken paa Svertiborg i Svartuborgar sokn, fylkes-k. paa Tune i Tuna sokn, den paa Akr i Oslo-herað eller Akrs sokn, den paa Sæm i Sæms sokn (i Jarlsberg) og den paa Hedrum i Heiðarheims (Hedrums) sokn. Den i Kongehelle er ikke medregnet.
- ↑ Ngl. I, 387: En ef kirkia fællr niðr eða brænnr up, þa skulu bœnðr timbr a tuft fœra a missare oc gor a tolfmanaðom. En ef æi er þa gor, þa liggia uið xv mærkr allum þriðiungs mannum.
