Borgarthingslovens fylkes-kirke. At dr. Fritzner har ret, fremgaar endda tydeligere af den nyere Borgarthings kristenret, hvor det tilsvarende sted istedenfor den ældre lovs græftar-kirkja ligefrem har fylkis-kirkja.[1] Man kunde derfor antage, at den yngre redaktion her har en oprindeligere text end den ældre. At der med den ældre lovtexts græftar-kirkja ogsaa betegnes hoved-kirke,[2] følger desforuden af den nedenfor i samme kapitel indtagne bestemmelse, at biskopen ved visitatsen skal skaffe krisma til „hver prest, baade til hereds-kirken og høgendes-kirken“; presterne ved disse kirker møder altsaa op ved hoved-kirken for at erholde den hellige salve. Da det imidlertid paa begge steder heder, at han mister indtægten i det hered (i þui heraðe), saa kan vel derved ikke menes andet end bemeldte grav- eller fylkes-kirkes sogn. Allerede nu (ɔ: ca. 1140) maa derfor udviklingen
- ↑ Ngl. II, 295, kap. 5: Nu skal byskup koma til huæriar fylkis kirkiu naudsynia laust a huærium xij manadom æin tima.
- ↑ I den nye udg. af ordbogen (II, 170 a) anfører dr. Fritzner følgende betydninger af höfuð-kirkja: 1. = katedral-kirke, 2. = höfuð-hof og 3. = fylkis-kirkja og under fylkis-kirkja siger han, at der paa Oplandene var 1 fylkis-kirkja eller höfuð-kirkja i hver treding. Dette er ikke korrekt; thi bortseet fra betydningen 1 og 2, saa betegner höfuð-kirkja ikke altid det samme som fylkis-kirkja, hverken i lovene eller i diplomerne, og hoved-kirken paa Oplandene kaldes aldrig fylkes-kirke. Identiteten gjælder kun i Frostathingslagen, Viken og for den ældste tid ogsaa i Gulathingslagen. I de geistlige statuter fra det 14de aarh.s første halvdel staar hofuð-kirkja altid i modsætning til kapel eller høgendes-kirke. Statuterne henter imidlertid oftest sin terminologi fra Thrøndelagen, hvor erkebispen eller hans kopist var bedst inde i forholdene; de maa derfor benyttes med forsigtighed, og man maa vogte sig for at generalisere deres udtryk. Den nærmere udredning af disse forhold forbeholdes imidlertid en senere afhandling.
