synes at være Munchs mening, naar han siger, at „skibrede-inddelingen var aldeles uafhængig af hereds-inddelingen“,[1] og denne sætnings sandhed stadfæstes noksom ved forholdet ellers i Borgarthingslagen, idet hele strækningen fra Kambhorn (Kambo) til Ryggjarbit indbefattede blot 16 skibreder, hvis fordeling paa de forskjellige fylker ikke kjendes; men saa meget ved man ialfald med vished, at skibrederne her ikke i regelen faldt sammen med herederne,[2] idet f. ex. hele Grenland tilligemed Hiterdal kun synes at have udgjort et skibrede,[3] og paa Vestfold indbefattede f. ex. Numadals skipreiða Laurdals, Hedr.ums, Brunlanæs, Tjøllings og Sandehereds prestegjeld.[4]
Der er imidlertid endnu et forhold, som kortelig maa omtales, førend vi forlader Borgarthingsloven. Det heder i kap. 10.[5] at bispen i aarets løb skal komme til hver gravkirke (græftar-kirkja); men hvis han ikke kommer, da skal han miste de indtægter, som han tager af det hered i det aar, hvis bønderne vil handle med ham efter loven.“ Dr. Fritzner har i den nye udgave af sin ordbog over det gammel-norske sprog[6] taget dette sted til indtægt for den opfatning, at fylkes-kirkerne var de eneste gravkirker i fylket, hvilket navnlig skulde fremgaa af en sammenligning med Eidsivathingslovens kap. 32,[7] der paalægger bispen at komme engang om aaret i hver treding og der synge messe ved hoved-kirken, som svarer til
