med herað ikke længere forbandt forestillingen om det distrikt, der oprindelig laa indenfor heredets grænser, men simpelthen sognet, og saaledes herederne blive mindre og mindre, jo mere sognene voksede i antal?
Dette synes virkelig at have været de fleste forfatteres mening.[1] Men kilderne kan neppe siges at støtte en saadan opfatning. Det synes at have været en almindelig feil hos forfatterne, at de har gaaet ud fra som givet, at det oprindelige herað var et forholdsvis stort distrikt; kilderne antyder i virkeligheden netop det modsatte, og det er idethele fuldstændig vilkaarligt, naar man f. ex. i de gamle love vil have herað til at betegne et mindre distrikt end det oprindelige, gamle hered.[2] Hvis herað overhovedet nogensteds staar i sin oprindelige betydning, saa er det i Borgarthingslovens og Eidsivathingslovens kristenretter; vi eier ialfald ingen ældre kilder til dette begrebs bestemmelse.
Man kan ogsaa ad anden vei overbevise sig om, at sogne-inddelingen ialfald ikke i Borgarthingslagen har faaet bugt med hereds-inddelingen. I Bergheims herað (Bærum) er der saaledes to kirkesogne, nemlig Tuneims sokn i Bergheimi[3] (ɔ: vestre Bærum) og Hasleims sokn i Bergheims heraðe[4] (ɔ: østre Bærum). Her er altsaa heredet delt i to sogne, uden at derved er bragt nogen forstyrrelse ind i begrebet: Bergheims herað. I Vetta-herað i Ranrike er der ca. 1400 ikke mindre
- ↑ se f. ex. Keyser: Efterladte skrifter, 2, 156.
- ↑ Brandts retshistorie, II, 163.
- ↑ Eysteins jordebog, registret. Vestra Bergheimsherað forekommer i D.. N. II, no. 350 (aar 1359): œystra B. h. sst. IV. no. 767 (a. 1407 ); men ved siden af forekommer her som hos Eystein Bergheims herað, DN. IV. no. 419 (a. 1361).
- ↑ Eyst. s. 277.
