saadanne forseelser, som bispens aarmand har at kræve bøder for, forefalder i heredet, da skal han stevne thing i heredet og skjære budstikken op for det thing og lade den gaa omkring i heredet; hver mand er forpligtet til at søge hereds-thinget. Nu er thinget sat, da skal bispens aarmand staa op (og sige): „Jeg har hørt, at man i heredet har begaaet forseelser, som bispen har at kræve bøder for“ – han skal saa sige, hvad det gjælder – „nu vil jeg vide, om l tidligere har hørt noget til denne sag.“ Hvis fjerdeparten af de hereds-mænd, som er tilstede der paa thinget, tilstaar, at de tidligere kjender til sagen, da er den heredsfløt ifølge loven.“ Selv om man ikke hefter sig ved andet end den bestemmelse: hver mand er forpligtet til at søge hereds-thinget, er det dog tilstrækkeligt til at overtyde os om, at alle disse regler, som her i kristenretten ere opstillede for hereds-thingets sammenkaldelse i geistlige anliggender, er en reminiscens fra den gamle verdslige lovgivning, og at hereds-thinget nu og før er det samme, hvad thing-sognets størrelse betræffer. Videre kan udviklingen neppe være fremskreden, da vor lov blev nedskreven, ɔ: omkr. 1140.
Men maatte ikke denne heredets identitet med sognet blive skjæbnesvanger for selve hereds-begrebet, og maatte ikke udviklingen gaa i den retning, at man efterhaanden
lata fara herað innan; hver maðr er skyldr at sætia (v. l. sœkia) heraz þing. Nu er þing sætt, þa skall biskups armaðr upp standa. Ek hefe þætt hœyrt, at maðr hafe misgert i heraðe um þæt mall, er biskup lytr reet a. sægia til saka slikt en er. Nu vil ek þæt vita, ef þer hafer hœyrt þætt mall fyr. Ef fiordungr heraz manna þæirra, er þær ero a þingi, er fyr kvedaz hœyrt hafa þæt mall, þa hæitir þæt heraz flœytt at laghum.
