afdeling af fylket. Af bestemte hereder nævnes blot Osloar herað (kap. 8).[1] Forresten falder heredet sammen med sognet. Hereds-kirken (heraðs-kirkja) er heredets sognekirke, og alle heredsmænd har at vedligeholde den.[2] Sognepresten kaldes hereds-prest (heraðs-prestr);[3] han skal ikke forlade heredet (ɔ: sognet) uden heredsmændenes (ɔ: sognebøndernes) tilladelse; man ser, hvor gjennemført identiteten er mellem heredet og sognet i lovens sprogbrug. Dette er heller ikke paafaldende; thi intet var rimeligere, end at man ved den første sognedannelse gik ud fra en allerede existerende distrikts-inddeling; det samme kan paavises ikke blot i de to andre skandinaviske lande, men tillige i England, i Tyskland[4] og vel maaske ogsaa andensteds. Man kan derfor heller ikke være i tvil om, at det herað, som her optræder som kirkesogn, er identisk med det gamle thingsogn; ja, man bliver omtrent nødt til at fastholde denne opfatning, naar man ser heredet fremtræde som en fast organiseret thing-kreds, selv om det er til vidneførsel i sager, hvor bøderne tilfalder biskopen. Det heder nemlig i I, 17:[5] „Nu hvis
- ↑ Der laa en fylkes-kirke paa Akre i Osloar heraðe.
- ↑ Kap. 8.
- ↑ Kap. 12 (Ngl. I, 346).
- ↑ Om heredskirker i Danmark se Ny kirkehist. samlinger, III, 829 ff.; i Sverige, se Schlytters Ordbok till samlingen af Sveriges gamla lagar sub voce. I England gik man ud fra tunscipet, se Stubbs, The constitutional history of England, vol. I, 227. For Tysklands vedk. kan jeg blot henvise til Maurers bemerkning i hans „Beiträge zur rechts-gesch. des germ. nordens“, hefte 1, 118.
- ↑ Ngl. I, 351 f. cfr. II, 26 (362) og III, 23 (372). Nu ef mol þau værða misgor i heraðe, ef biskups armaðr lytr rett á, þa skal han stæfna þing i heraðe, skera bod upp firer þui pingi,
