som vilde seile paa Ostindien. Griis’s Forestillinger i denne Henseende frugtede Intet. Men derimod gav denne Hollændernes Vranghed Anledning til oprettelsen af et dansk Assuranceselskab, der hurtig fik store Midler at raade over.[1]
Under alt dette var Frederik den fjerde død og Christian den sjette bleven Konge. En Forfatter har anført, at Danmarks og Sveriges forenede Optræden skal have imponeret Hollænderne og fremkaldt Ønsket hos dem om at faa sit Mellemværende med Danmark opgjort.[2] Om dette er rigtigt, ved jeg ikke. Men i ethvert Tilfælde opnaaedes virkelig efter en Række af „dels venskabelige, dels heftige“ Forhandlinger mellem Griis og den nederlandske Regjering[3] og i Kjøbenhavn mellem den danske Regjering og den nederlandske Gesandt Gillis Coymans, at Hollænderne omsider gik ind paa at betale sin Gjæld til Danmark, de saakaldte „Arrèrages“ fra Successionskrigen. Man kom overens om, at Nederlandene skulde betale Kongen i resterende Subsidier 314,416 fl. og 4 stuivers, Halvdelen strax og Resten om sex Maaneder, dog med Fradrag af 63,031 fl. for værdier, som Danmark under sidste Krig havde taget fra nederlandske Koffardiskibe. Endvidere skulde Nederlandene for tilbagestaaende Sold til hans Tropper betale 531,790 fl. i fire Terminer, hvorfra dog skulde fragaa 162,691 fl. Gjæld, som disse Tropper havde stiftet i Holland. „Til en anden Leilighed“ blev derimod udskudt Spørgsmaalet om et Beløb af 131,255 fl., som tilkom de danske Tropper fra den Tid, de havde skilt sig fra den engelske Leir.[4] Samtidig fornyedes
