Paa Foranledning af en Kjøbmand Peter Becker fra Bremen blev dog strax Tanken til en Gjenoplivelse af denne Handel optagen, og fra 1731 udsendtes adskillige Skibe med god Fordel til Ostindien og China. Men det forstaar sig, at dette vakte Misundelse og Modbestræbelser især fra Hollænderne, hvem ogsaa det samtidig (1731) oprettede svenske ostindiske Kompagni var en Torn i Øiet. Man behøver blot at minde om de to Sømagters bekjendte Forbitrelse over det i sin Tid oprettede belgiske Kompagni i Ostende for at vise, i hvilken Grad England og Holland vare iversyge mod enhver Konkurrent i denne Handel. Da nu ogsaa Svenskerne forsøgte at blande sig i den, undsaa Hollænderne sig ikke for at optage deres først udsendte Skib „Fridericus Rex.“ i Sundastrædet og bringe det til Batavia, men det blev dog igjen løsgivet.[1] Overhoved kunde det ikke være anderledes, end at den svenske Frihedstids ivrige Bestræbelser for at udvikle Landets Handel ved mere end en Leilighed maatte volde Hollænderne Ærgrelse. Derfor havde de allerede, ifølge en Relation af Griis, i 1725 ytret den største Misfornøielse over den svenske Produktplakat, der var en Efterligning af den engelske Navigationsakt. Danmark havde i Henseende til den asiatiske Fart fælles Interesser med Sverige ligeoverfor Holland. De danske og svenske Skibe afseilede paa engang, og man tillod de Svenske at sende sine Skibe til de danske Besiddelser i Ostindien.[2]
Hollænderne grebe forøvrigt, for at lægge Hindringer iveien for den danske asiatiske Fart, til det Middel at forbyde sine Assurandører at forsikre danske Skibe,
