delsstand, saa at nogle af denne „holdt for, at Autor for sin havte Møie burde raisonnabelt betales“.[1]
For Hollænderne var Tabet ved denne Bestemmelse meget føleligt, da disse hidtil havde forsynet en stor Del af Danmark med de nævnte Varer. Griis indberetter herom i 1729.
I samme Depesche omtaler han ogsaa, hvorledes der i Nederlandene ved denne Tid var foreslaaet helt at afbryde Handelen med Norge og ligefrem forbyde Indførselen af norsk Trælast. Magistraten i Amsterdam havde ladet Borgerskabet tilspørge, om man ikke kunde undvære den norske Trælast, eller om et Forbud mod den norske Handel vilde genere Staten Holland føleligt. Kjøbmændene havde, hver efter sin Interesse, givet forskjellige Svar. Nogle havde ment, at Østersøen skaffede tilstrækkelig Trælast, og at man altsaa kunde være Norge foruden, andre, at visse norske Træsorter ikke kunde faaes andensteds og derfor vare uundværlige. Gesandten maatte antage, at Sagen vilde blive forelagt Stænderne, og at dens Skjæbne var uvis.
Allerede siden Christian den fjerdes Tid havde Danmark Besiddelser i Ostindien og et ostindisk Kompagni. Dette var i Frederik den fjerdes Tid kommet mere og mere paa Knæerne og var i 1729 blevet ophævet efter forskjellige mislykkede Forsøg paa at faa Forretningerne, der syntes meget lovende, bragte paa Fode igjen.[2]
- ↑ L. Holbergii Opuscula Latina, I, p. 216–217. (Trende Epistler, oversatte. Kbh. 1747i. S. 211–212).
- ↑ Som bekjendt skrev Holberg i 1728 en latinsk Dialog „de societate Indica Danorum“, som han siden udgav paa Dansk (optrykt i W. Hoybergs Holbergiana, Kbh. 1755, S. 121 flg. og siden atter i A. E. Boyes Holbergiana, B. 2, Kbh. 1833, S. 1 flg.1. Udførlige Efterretninger om disse Sager hos A. Hoyer, Fr. des Vierten glorw. Leben, II, S. 139 flg.
