de fleste ere saa iøinefaldende, at de ikke engang behøve at udvikles.
Hvad der i Særdeleshed er at bemærke, er dog dette, at den kostbare Reparation af 1531–32, som Nicolaysen altsaa statuerer, intetsteds omtales og derhos i og for sig er omtrent utænkelig Man maa nemlig først have for Øie, at en saadan Reparation ikke kan være foregaaet efter nogen andens Initiativ end Erkebispens, og dernæst maa der tages i Betragtning, i hvilke Omstændigheder Erkebisp Olaf paa den Tid befandt sig.
Ganske vist brugte han sin Domkirkes Brand som Paaskud til at unddrage sig fra at møde ved en til denne Sommer berammet Herredag i Danmark. Men ligesaa vist er det, at han paa den Tid beskjæftigede sig med Planer, som ei alene optog hans Tid, men som ogsaa i særlig Grad stillede Fordringer til hans og Erkesædets Indtægter, under hvilke som bekjendt Domkirkens paa den Tid vare inddragne. Han stod, som Enhver ved, netop i Underhandlinger med Christiern den anden, der just forberedte sin Tilbagevenden til Norden, og som ogsaa indtraf i Norge inden Aarets Udgang. Ligeledes er det bekjendt, at Olaf samlede alt, hvad samles kunde, til denne Konges Bistand og gjentagne Gange sendte forholdsvis betydelige summer til Oslo. Han har saaledes hverken havt Tid eller Raad til at anvende nogen større Sum, end sige 7000 Dukater til Domkirkens Udbedring paa den Tid eller overhovedet nogensinde i de Aar, han endnu havde tilbage som Erkebisp. Hele hans Tid og al hans Kraft var fuldt optagen af hans ulykkelige politiske Virksomhed.
Det er derhos utvivlsomt, at netop den overdrevne Ros, som Ziegler giver Kirken:
