„Extat hodie ecclesia cathedralis argumentum veteris felicitatis,
cui magnitudine et laborati lapidis artificio par opus non est
sub orbe Christiano“,
ɔ:
Cathedralkirken er den Dag idag et Vidnesbyrd om gammel Herlighed, og dens Lige i Størrelse og Kunst findes ikke i Christenheden,
snarest taler imod, at Ziegler skulde have seet den med egne Øine. Thi havde dette været Tilfældet, vilde en Forfatter, der notorisk havde seet Tydsklands og Italiens største Bygverker, dog ikke lettelig have gjort en saa urimelig Bemærkning, allerhelst paa en Tid, da Ødelæggelsen i den Grad havde rammet vor Domkirke. Hans overdrevne Omtale af denne forklares i ethvert Fald lettere som en Gjenlyd af de norske Erkebispers begeistrede Omtale af den for den lyttende Fremmede.
Derimod turde den rimelige og sandsynlige Fortolkning af Zieglers Sted om Reparationen være følgende: Erik Walkendorff, der, som bekjendt, virkelig varmt interesserede sig for sin Domkirke, har fortalt Ziegler om sin Virksomhed i denne Retning og om de Arbeider, der paa hans Tid foregik i samme. Ordene eo tempore, quo ista scribimus ere ikke til Hinder for en saadan Antagelse, thi vel udkom Bogen, hvori de findes, først 1532, men der er saa langt fra noget i Veien for, at den kan være nedskreven paa samme Tid (ɔ: ca. 1522–1523), da Ziegler i Rom af derværende nordiske Prælater erholdt de Meddelelser, paa hvilke den hviler, at det meget mere er langt sandsynligere, at han strax har nedskrevet disse Fortællinger, end at han skulde have biet dermed til et halvt Snes Aar senere. At Udgivelser udsættes, er derimod noget, der som oftest er skeet, og som fremdeles sker.
Det er altsaa min Paastand, at Zieglers personlige Besøg i Norden i Almindelighed og i Throndhjem i Sær-
