eller maaske snarere en mundtlig tradition om forfatteren. Jeg antager, at Oluf Børgessøn, som vistnok var i biskop Jens Nilssøns tjeneste til dennes død, derefter har faaet beholde bøgerne som sin private eiendom, hvorefter de gjennem hans arvinger er komne til Grave. Rimeligvis var den Børge Olufssøn, som ved 1670 blev prest i Drammen, forfatterens søn og har i saa fald bragt bøgerne med sig derhen. Naar Grave lader Oluf Børgessøn være sogneprest i Brunlanes istedenfor i Urskog, tør det skrive sig fra en forveksling med hr. Gregers Børgessøn, som var prest der henimod slutningen af det 17de aarhundrede.
Af særlig interesse er den skildring, som dr. Y. Nielsen giver af biskopens liv og omgang i Oslo. Der var dengang i denne lille by en kreds af literært interesserede mænd, som vistnok er uden sidestykke i vort land i tiden før 1660. Disse mænd syslede i større eller mindre udstrækning med fædrelandets og den almindelige historie, med latinsk digtekunst og endog med iagttagelser over naturen. Ved siden af Jens Nilssøn, der var sjælen i denne kreds, var Claus Berg, Halvard Gunnarssøn, Jakob Wolf og for en kortere tid Peder Flemløse de mest fremtrædende af disse osloske humanister. Alle de her nævnte mænd har gjort sig bekjendte ved skrifter. „At der ogsaa forøvrigt i denne by,“ bemerker forf., „har været en eller anden geistlig mand, et medlem af domkapitlet, der syslede med lærde studier og navnlig med latinsk digtekunst, er ikke umuligt, endskjønt derom savnes nærmere oplysninger“. Nogle saadanne har jeg leilighedsvis stødt paa og skal her meddele, hvad jeg
