begge hed Erik, og døtrene Maren og Hilleborg. Om disse søskende heder det i en gammel optegnelse: „Da den yngre Erik er falden i en ulægelig sygdom og den ældre intet haver villet gjøre hannem tilgode, men hans tvende søstre Maren og Hilleborg Jonsdøtre haver ladet sig hans elendighed gaa til hjerte og haver opholdt hannem med kost og anden underholdning samt derhos haver ladet bruge medicin og lægedom imod hans sygdom (dog det haver været forgjeves), da haver fornævnte Erik den yngre, halvandet aar førend han døde, givet sine søstre Hilleborg og Maren saameget han haver arvet i Søndre Moen, baade løst og fast“. Den yngre Erik Jonssøn var død i 1528, i hvilket aar hans gave til søstrene stadfæstedes ved en paa Oslo raadstue afsagt rigens dom, medmindre den ældre broder udløste dem. Dette skede ikke; men ikke destomindre vedblev han og efter hans død hans efterkommere ulovligen „at tilholde sig samme gaard“. I 1602 blev gaarden fradømt Abraham Moen, hvis oldefader hin ældre Erik Jonssøn var. Ikke destomindre brugtes den endnu i 1622 af dennes slegt, nemlig af Paul Olufssøn Moen, der var gift med Abrahams søster.
Da Maren Jonsdatter synes at være død ugift,[1] gik retten til gaarden over paa Hilleborgs søn biskop Jens Nilssøn. Hvorvidt han har gjort sine fordringer gjældende, kan ikke sees. Men biskopens svigersøn Oluf Lauritssøn, der ogsaa havde tilkjøbt sig sine medarvingers krav, indbragte sagen for herredagen i 1622, hvor gaarden tildømtes ham.[2]
