den oprindelige lysning kom ned gjennem aabninger i taget. Denne flygtige mening tiltrænger neppe nogen imødegaaelse og kan alene være opstaaet derved, at Semper ikke har lagt mærke til de smaa runde lysglugger øverst i væggene. Paa grund af dette yderst sparsomme lys var kirkerne følgelig saagodtsom mørke, og hvem ved, om det ikke er dette, som har fremkaldt sagaernes ovenanførte ytringer om det rige lys i hovene. Vist er det ialfald, at disse ved sine ljorer, som ovenfor antaget, i den omtalte henseende maa have dannet en modsætning til kirkerne, men af samme grund ogsaa har staaet ved siden af skaaler eller stuehuse.
Efterat jeg saaledes har omhandlet stavkirkernes konstruktion, svalgang og tagverk, staar det tilbage at paavise deres oprindelige hovedform eller grundplan. Men da der i denne henseende finder et fællesskab sted mel- lem stavkirker og stenkirker, vil det være i sin orden at medtage ogsaa de sidste. Først kan det da her erindres, at ligesom de forskjellige hovedformer, som vore sten- kirker fremvise, forlængst har været lagte tilrette[1] og tildels gjengivne i afbildning,[2] saaledes er det sidste tilfældet med næsten alle de til vor tid levnede stavkirker.[3] Blandt samtlige kirker er der dog en stor flerhed, hvis endelige hovedform kun er fremkommet ved de tid efter anden foretagne forandringer, og disse maa derfor sættes ud af betragtning, naar det som her gjelder at faa frem de oprindelige typer. Det tør saaledes navnlig neppe antages,
