fik en udvikling inden landet selv. Som bekjendt træffes ikke, saaledes som i England, hos os hverken i verdslige eller kirkelige bygninger sprængverk eller tage enten med hængesøiler i midten eller ved væggene og hvilende paa stenkonsoler. Heller ikke fremvise vore tage, som i England, nogen alternerende eller rytmisk inddeling, hvorimod der finder en uafbrudt ensartethed sted. Tagenes hovedled bestaa som bekjendt af indre og ydre sperrer og hanebjelker, og naar vi holde os til stavkirkerne, som de, der her nærmest vedkomme os, tilveiebringes forbindelsen i hvert sperrelag saaledes, at de indre sperrer (sverd) krysse hinanden og med sin fod og top fæstes til de ydre sperrer, hvorhos der som forstærkning for alle fire sperrer tvers over disse tæt under korset er anbragt en vandret stok eller hanebjelke. Dertil kommer, at sverdene eller de indre sperrer er nede ved sin fod efter bygningens længderetning paa hver side fæstet til underlaget i væggen med krumknæer, der i regelen støde sammen med nabosperrets og dermed danne en omvendt rundbue. Det er denne, ogsaa æsthetisk virkende, knæforbinding, hvortil vi ei kjende noget sidestykke udenfor Norge, og som derfor mulig skyldes en indenlandsk forbedring, skjønt der i det hele baade fra England, Irland og Nordmandiet mangler exempler paa, hvorledes den aabne tagstol i tidligere tid var beskaffen i træbygninger. I forbindelse med taget kan ogsaa stanses lidt ved den mening, Semper[1] udtaler angaaende stavkirkernes belysning. Efterat det nemlig var paavist,[2] at kirkernes vinduer med eller uden kvister og i første fald ogsaa disse selv hidrøre fra forandringer senere end reformationen, finder han det sandsynligt, at
