nogen æsthetisk betydning; men dette synes mindre rimeligt, og ialfald kan denne betydning paa ingen maade fornægtes ved de udskjæringer, som findes under hanebjelkens midte, og heller ikke ved den omstændighed, at sperrerne vise sig listede og i de derved fremkomne fordybninger strøgne med mørk farve. Alt dette, som tydelig er undgaaet Sempers opmærksomhed, var derfor aabenbart beregnet paa at skulle sees, og der kan saaledes ikke være tale om, at taget oprindelig havde noget slags forskaling. Det viser sig ogsaa, at de faa tøndehvelv fra middelalderen, som kjendes i stavkirker (Aal, Torpe), maa være yngre end selve bygningen. Alle de øvrige lofter er derimod, som forlængst udtalt,[1] yngre end reformationen og fremkomne ved de fordringer, som gjordes gjeldende under kirkevisitatser. Dette var tilfældet allerede i slutningen af det 16de hundredaar navnlig for Aaslo stifts vedkommende, medens Jens Nilssøn var biskop der, og senere overalt gjennem hele det paafølgende hundredaar, idet den omstændighed, at en kirke var „uden loft“, blev gjenstand for en udsættelse; hvorvidt saadant befandtes stridende mod kirkelig velanstændighed, eller loftet ansaaes ønskeligt for at opnaa større lunhed, kan ikke afgjøres, da der ikke foreligger nogen antydning til grunden. Naar Semper endelig antager, at Frankrige med hensyn til tagets konstruktion er paavirket fra Skandinavien, har dette liden rimelighed for sig, medens det omvendte i denne som i flere andre kulturretninger sikkerlig har fundet sted. En anden sag er det, at tagkonstruktionen i vore kirker, efterat den som ovenfor udtalt var indkommet med kristendommen vestenfra, senere muligens
- ↑ Mindesm. af Middelald. Kunst i Norge og Nord. Universitetstidskr., Upsala 1856, 4. hefte. s. 193.
