i vort gamle sprog ikke træffes noget ord, der særlig betegner en kirke med stavkonstruktion, ligesaalidt som noget ord, der svarer til „røgstue“. Grunden hertil er tydelig nok, at deri sproget ei føltes nogen trang til saadanne ord, saalænge alle trækirker var af reisverk og alle stuebygninger havde aabent ildsted uden skorstenspiber. Endnu i skrifter fra det 16de hundredaars slutning, saaledes navnlig i biskop Jens Nilssøns visitatsberetninger, forekommer der ikke noget eget navn for det her omhandlede slags kirker. Først i det følgende hundredaar og fornemmelig efter dets midte træffes i de daværende kirkebesigtigelser betegnelser for det slags konstruktion. Foruden „stavverk“ eller „reisverk“ møder os saaledes her en sjelden gang, dog kun paa vestlandet og navnlig anvendt om Borgunds kirke i Lærdal, ordet „skjeltreverk“. Dette maa, som ogsaa bemærket af I. Aasen i hans ordbog, antages at staa i forbindelse med skjald (panel) i skjaldþili.
Det tør saaledes paa grund af det anførte sættes som fuldt berettiget, naar der i den gjengivne statistiske oversigt er antaget, at alle de 500 landskirker, hvis konstruktion er ubekjendt, har været af stavverk. Det vil følgelig med andre ord deraf ogsaa kunne sluttes, at alle landets trækirker før reformationen var stavbygninger, naar undtages nogle i antal rent forsvindende kirker, som i den seneste del af middelalderen opførtes med laftkonstruktion. Dog bør det tilføies, at tallet 500 vistnok ikke ubetydelig maa forøges. Thi da kun yderst faa af de til vort hundredaar levnede landskirker turde sættes ældre end ca. 1150, og det ikke er rimeligt, at sognene, naar undtages i enkelte fjeldbygder og andre afsides liggende strøg, ligetil den tid overhovedet var uden kirke, saa havde vistnok
