gaar i stykker eller hjørnestolperne falde ned“, hvad der følgelig kun passer paa stavbygning.[1]
Ikke mindre vægt frembyder den symbolisering af kirkebygningen og dens dele, som forekommer i middelalderske prædikener fra det 12te hundredaar. Medens hertil i udlandet benyttes stenbygninger, som de der sedvanligste,[2] sigter prædikanten hos os, som grundlag for sin sermon om templets dedikation,[3] paa en enskibet stavkirke og dens enkelte dele, der kunde forudsættes bekjendte for tilhørerne, eller som disse havde lige for sine øine, saa at taleren ligefrem kunde pege paa dem. I denne prædiken faa vi saaledes hele bygningens konstruktion fremstillet i de enkeltheder, som tilhøre stavbygningen med dens sviller, hjørnestolper, vægplanker (þili) og stavlægjer, tvertræer og tagets sperrer og aaser.
Hertil kan føies, at paa vore brakteater fra det 12te hundredaar er det sedvanligst at se kirken repræsenteret med en bygning med spidst taarnopsats og gavlfigurer, aabenbart en stavkirke.[4] Endog paa primstave sees der ved 23de november. Klemetsmesse, udskaaret en saadan kirke.[5]
Endelig maa her anføres den kjendsgjerning, at der
- ↑ Se ældre Gulathingslov kap. 10 og 12, Sverres kristenret 14, nyere Gulathingskristenret 12, 13 (Norg. g. Love 1, 7, 8, 416; II, 312, 313).
- ↑ Se Schnaase, Gesch. d. bild. Künste, 1ste udg., IV, 1ste afd., s. 291 ff.
- ↑ Anf. homiliebog s. 132–135.
- ↑ Se Schives og Holmboes myntverk, tab. V no. 34 (jfr. texten s. 35) og tab. VI no. 25, 27, 32. [Wikikildens note: fotnotetegnet mangler i originalen.]
- ↑ Se primstaven i Willes Silgjords Beskriv. (jfr. Norsk Folkekal. f. 1859). Valget af en kirke som tegn for denne dag grunder sig som bekjendt paa, at den nævnte helgen af almuen kaldtes Klemet kirkebygger.
