ud ved bestemmelsen af de forskjellige slags kirker, og heller ikke de kjendsgjerninger, hvortil disse forudsætninger støttede sig. Det maa da her oplyses, at jeg til træbygninger henregnede alle kirker, der hverken ved forhaandenværende levninger eller ifølge beretninger var bekjendte som stenkirker, og af træbygningerne igjen forudsatte alle dem som reisverkskirker, der ikke paa grund af omstændighederne maatte henføres til laftkirker.
Disse forudsætninger var støttede til følgende kjendsgjerninger.
For det første opføres der stavkirker endnu i det 15de hundredaar (Stangvik fra 1407, Ullensaker yngre end ca. 1450),[1] medens vi før reformationen kun kjende to[2] kirkelige bygninger af laft, nemlig kapellet i Faaberg fra 1459[3] og den for en menneskealder siden nedrevne kirke paa Fløan i Stjørdalen, hvilken navnlig paa grund af sin usedvanlige konstruktion med sinkenaaver i hjørnerne neppe kunde være meget ældre end ca. 1500.
Dertil kommer, at overalt, hvor der nævnes en forhenværende trækirke enten paa tryk, i manuskript eller ved mundtlig beretning og der tillige antydes noget om dens bygningsmaade, heder det altid, at den var en stavkirke.
Af størst betydning i denne forbindelse maa det dog ansees, at hvor der i vore gamle love omtales brøstfældighed ved trækirker, udtrykkes dette ved, at „kirken
