den flyttet fra sit oprindelige sted og havde tabt svalgangen og meget andet af de gamle dele, saaledes at af disse kun skibet var igjen med nogle stykker af væggene samt tagverket, der fremviste de sedvanlige former.
Endelig kan her ogsaa nævnes Peterskirken i Nidaros, hvori retseder skulde aflægges. Herom siges[1] det i den ældre Bjarkøret (ialfald ældre end 1150), at dette skulde ske „ved den yderste (d. v. s. vestligste) kirkestav i kirkens sydside paa høire haand, naar man gaar ind.“ Heraf kan dog ikke med sikkerhed sees, om kirken var basilikaformet eller kun enskibet, men det sidste synes rimeligst, og den omtalte stav bliver da bygningens sydvestre hjørnestav.
Førend jeg dernæst gaar over til at omtale stavkirkernes forskjellige hovedformer, vil jeg her berøre den udbredelse, de har havt hos os, og det forhold, de indtog til andre trækirker og til stenkirkerne. I dette øiemed kan her gjentages en statistisk beregning, som jeg gjorde op i 1854.[2] „Af de landskirker“, siges her, „som fandtes i det nuværende Norge paa reformationstiden eller ifølge P. A. Munch’s geografi omtrent 920, er der endnu tilbage, men mere eller mindre forandrede, af sten: 175, af stavverk: 49, tilsammen 224, derimod nedrevne af sten, 41, af reisverk: 155, af laft: 1, tilsammen 197. Der er altsaa omtrent 500 kirker, hvorom oplysning savnes, men om hvilke det sikkert kan antages, at de paa færre undtagelser nær har været stavbygninger“. Som bemærket gjaldt denne oversigt kun landskirker, men der blev ikke nævnt hverken de forudsætninger, hvorfra jeg var gaaet
