opføre. Da denne fortælling, om end maaske noget udsmykket, ikke alene er fornøielig, men ogsaa giver et sjeldent bidrag til den her omhandlede konstruktions historie, kan den fortjene at gjengives i sin helhed. „Den vinter (1026?), heder det, lod kong Olaf gjøre kirke i byen af træ; det hele var anlagt paa en meget stor bygning og omhyggelig gjort. Om vaaren blev det tømmer bragt ombord, som kongen gav Thorkell Eyolfssøn [fra Island], og var det baade stort og godt. En morgen tidlig gik kongen ud med et lidet følge, og han saa da en mand oppe paa den kirke, som stod under arbeide. Kongen kjendte manden; det var Thorkell Eyolfssøn, som tog maal af de største træer, baade biter (tvertræer), stavlægjer og opstandere (uppstøðutrè). Kongen vendte sig da imod ham og sagde: hvad nu Thorkell? agter du derefter at afpasse det kirketømmer, du flytter til Island? Thorkell svarede: sandt er det, herre. Da sagde kongen: hug du 2 alen af paa hvert stortræ, og alligevel vil den kirke blive den største paa Island. Thorkell svarede: tag dit tømmer tilbage, hvis det tykkes dig, at du har givet formeget, men ikke agter jeg ved afhugning at forkorte det med en eneste alen.“ Thorkell kom siden bort ved drukning paa Island, og tømmeret, deriblandt en „hjørnestav“, drev ind paa en ø, som deraf fik navnet Stavø.
Til Olafs tid maatte ogsaa den kirke henføres, som Thorgeir den gamle ifølge løfte til kongen og, som det synes, inden dennes død (1030) opførte paa sin gaard Garmo i Lom.[1] Men om det var den samme kirkebygning, som stod indtil for 4, 5 aar siden, tør være meget tvilsomt. Allerede længe før jeg saa den, i 1855,[2] var
