fortælles om den ovennævnte samtidige kirke, hvortil kongen havde givet tømmer, og som blev opsat paa Island. Om denne heder det nemlig,[1] at de omtalte islændinger, efter et ophold paa stedet af 5[2] dage, havde „reist kirkens rammeverk (laup)“, hvad der kun passer paa en bygning med stavkonstruktion og sigter til dens sviller, hjørnestolper og stavlægjer. Dette sted er iøvrigt af særlig interesse, som det eneste, der viser, hvorledes man bar sig ad med opførelsen af det slags bygninger. Thi er den nævnte opfatning af laup rigtig, saa har man først som det sidste arbeide indsat væggenes planker eller þili. Da disse som bekjendt gaa et stykke baade ned i svillen og op i stavlægjen, kunde de selvfølgelig ei indsættes, hvis stavlægjen havde faaet sin endelige fæstning, og denne maa derfor i nærværende tilfælde kun have været midlertidig paalagt, saaledes at den, naar arbeidet skulde fortsættes, først blev fjernet, og efterat vægplankerne var indsatte, igjen lagt over alle plankerne og i begge sine ender drevet ned i den fals, som var beredt i hjørnestolpernes top.
Ogsaa Olaf den hellige byggede flere kirker og, som det heder,[3] endog 1 kirke i hvert fylke, men udtrykkelig nævnes i hans saga som opført af ham kun Mariekirken i Sarpsborg og Klemenskirken i Nidaros. En af disse maa der saaledes vistnok sigtes til, maaske snarest den sidste, medens Munch[4] holder paa den første, naar der i vedkommende saga[5] fortælles om en kirke, som kongen lod
