de forhaandenværende bygninger havt ældre forgjængere, opførte kort efterat kristendommen var grundlagt.
Dog følger ikke af det anførte, at alle disse forsvundne kirker har været ligesaa haandfaste og omhyggelig udstyrede, som største delen af de til vor tid levnede. Der træffes ialfald flere exempler, som synes at vidne om det modsatte. Saaledes heder det i vedkommende besigtigelser af 1666, at to af kirkerne i Vikedals prestegjeld i Ryfylke[1] kun var sammensatte af staver og „bord“. Ligeledes syntes flere af stavkirkerne paa Søndmøre at høre til det simplere slags, da H. Strøm[2] siger om dem, at „de bestaa af nogle vidt fra hinanden staaende staver, som blot sammenbindes ved endel tverbaand og udenfor beklædes med pløiede og sammenfældte brætter, saa at den hele bygning udvendig, undertiden ogsaa indvendig, maa bestyrkes med store skorder eller skraaliggende tverstykker“.
Derimod har det været gjennemgaaende for vore stavkirker, at de var omgivne af svaler (skot, omgang) og havde aaben tagstol, overalt med samme slags konstruktion; thi der kjendes ikke noget exempel paa det modsatte. Undertiden har man ment, at svalerne paa en eller anden maade stod i forbindelse med gudstjenesten; herimod kan det dog strax indvendes, at i saa fald maatte de ventes ogsaa ved stenkirker, men deraf findes som bekjendt intetsomhelst spor. Hensigten med disse udbygninger, der forresten ogsaa anvendtes paa to eller tre sider af beboelseshuset, var derimod, som tidligere udtalt,[3] sikkert nok at fri bygningens vigtigste led, svillerne,
