himling, dog kan det ikke sees, hvorledes tagverket blev konstrueret, naar det var af træ.
Efter dette rundsyn i udlandet vende vi tilbage til Norge for at se lidt nærmere paa de kirker, som byggedes her i førstningen og indtil den nye religion var fuldstændig grundlagt.
Ifølge Snorres beretning[1] blev de første kirker i Norge opført ca. 950 af Haakon den gode paa Møre, og som det synes var de kun 3 i tallet. Det siges ikke, hvorledes de var beskafne, men da de aaret efter blev „brændt“, maa det antages, at de var træbygninger. Som bekjendt havde Haakon i ca. 8 aar (926–934) været opfostret hos den angelsaxiske kong Adelsten, og det bliver derfor rimeligt, at ligesom de ved kirkerne omtalte prester vistnok var Engelsmænd, saaledes havde man som forbillede ved selve bygningerne ogsaa anvendt den angelsaxiske skik eller stavkonstruktion.
De næste kirker, vi finde omtalt, tilhøre Olaf Trygvessøns tid. Ifølge sagaernes udsagn byggede han flere kirker, men der nævnes særlig kun tre. Den ene var kirken paa Moster. Herom beretter Thjodrek munk[2] – som her er den ældste kilde, da han skrev ca. 1178 –, at Olaf under sin reise fra Irland til Nidaros i 995 først landede paa Moster, „hvor han ogsaa siden [følgelig inden 1000] byggede en kirke, som var den første af alle i Norge.“ Den anden kirke var St. Sunnivas paa Selje, og om denne fortæller Odd munk,[3] – der skrev ca. 1190 og her er den ældste kilde –, at efter mødet paa Dragseid (996) „blev der opført kirke siden ifølge kongens beslutning (at ráðe konungs)“. Spørsmaalet er nu her, om
