andre Tilførselssteder, og deres Regjering forhøiede derhos samtidig ogsaa Indførselstolden paa dansk Kvæg for at skade Danmark og, som Griis skriver i en Relation fra Oktober 1723, for at tvinge Hollænderne til selv at opelske Kvæg og ikke indføre dem fra Danmark og Tydskland.[1] I samme Aar var det, at det nysnævnte Stykke af Holberg, hvis Helt ikke for Ingenting netop heder Studenstrup, først bragtes paa Scenen, og den indtraadte Krise berøres ogsaa i Proprietariernes uforglemmelige Samtale i første Akt. („Gud bedre os for Market vi gjør, bitte Far!“)
Foruden denne Differents var der adskillige andre. Som saadanne anfører Griis i en Depesche af 1721 nogle hollandske Klager, der ikke ere uden Interesse. Man var saaledes misfornøiet med, at den danske Konge gav sine Undersaatter Moratorier og derved skadede deres hollandske Kreditorer. Man fandt ogsaa den saakaldte Tiende (les dîmes) af norsk Jern og Trælast for høi. Og i høie Toner klagedes over det norske Lodsvæsens nye Ordning, hvormed Retten til at antage Lodser overdroges Enkelt-
- ↑ I 1732 synes Indførselstolden af Hollænderne yderligere at være forhøiet. I en Depesche fra Griis af 18de Oktober 1732 heder det, at før betaltes der kun 2 pCt. af Studenes Værdi, siden kom hertil omtr. 30 Sols pr. Stud. Nu forlangtes 5 fl. Det er altsaa, siger han, tydelig Meningen at forhindre Indførselen. Paa lignende Maade gik man da frem mod den norske Fisk, „dont autrefois on a fait un grand débit ici.“
26de Mai 1683 om „den sidste Toldrulle“: „Jeg haver Aarsag at tro, at Hollændere og Englændere maatte begynde at holde sig ganske herfra og med Møie igjen tilvænnes. Paa en liden Reise, jeg gjorde nedad Landet, talte jeg med adskillige Skippere og særdeles ved Drøbak med en af Hinlopen i Frisland, som, da han ikke kjendte mig, rent ud bekjendte, at der vare adskillige Skibe færdige til at reise til Norge, men havde forandret Bestemmelse, da de hørte herom.“ (Geh.-Arch.).
