mænd. De ansatte Lodser vilde hindre andre fra at tage Del i dette Arbeide, de toge sig altfor høit betalt og toge ogsaa undertiden sin Magelighed saaledes i Agt, at Skibe tidt vare udsatte for at forlise, førend de fik Hjælp.[1]
Hollænderne gjorde endog Vanskeligheder med Hensyn til Øresundstolden. Deres Envoyé i Kjøbenhavn, Goes, vilde endog paastaa, at denne Tolds historiske Oprindelse ikke var ældre end den Speierske Fred 1544, og denne Sag antoges at blive gjort til Gjenstand for de hollandske Stænders Forhandlinger. Griis havde i Haag gjort gjældende, at Sundtolden var ældgammel og betalt af Hanseaterne, længe førend Flamlændere og Hollændere begyndte at beseile Østersøen, hvorfor ogsaa Tolden i gamle Dage havde hedt „De Hense-Told“. I at fremdrage gamle Akter og gjøre dem gjældende til sin Fordel gik Hollænderne endog saa vidt, at de paaberaabte sig Privilegier, som Christiern den anden i 1531 (førend han seilede til Norge) havde givet Staden Amsterdam.
En yderligere Kilde til Hollands Misnøie var en særegen Begunstigelse, som i hine Aar blev Danmarks
- ↑ I 1720 havde en forhenværende Maaneds-Kapteinløitnant Gabriel Christiansen faaet istand en ordning af det norske Lodsvæsen, hvorefter der ansattes to Overlodser, en for Kysten fra Frederikshald til Lindesnæs (det Søndenfjeldske), en anden for Kysten fra Lindesnæs til Vardøhus (det Nordenfjeldske). For første Distrikt blev G. Christiansen selv Overlods med Kapteins Titel. Han druknede 1738 paa en Embedsreise paa høilys Dag mellem Christianssand og Flekkerø i en Baad med fire Lodser ombord ved at støde paa et Skjær! I Bestemmelserne om Overlodsernes Ansættelse indeholdtes ogsaa, at G. Christiansen skulde erholde en Tiendedel af alle Lodspenge i sit Distrikt og examinere, antage og inspicere Lodserne. Se om denne Sag Constantius Floods Skrift „I Havskjærene“, Chra. 1882, S. 203 flg. Garde, Efterretninger om den danske og norske Sømagt, III, S. 347». IV, S. 716.
