som der blev opstillet og vedtaget, var, at „hov og gudebilleder skal være uhellige og nedbrydes“.[1] Endelig kan hertil føies, at blandt de fortjenester, som i en prædiken fra tiden før slutningen af det 12te hundredaar tillægges Olaf den hellige, er ogsaa den, at han „brød ned og brændte hedenske hov og reiste kirker isteden“.[2]
Af disse exempler, som mulig kan forøges med flere lignende, fremgaar altsaa, at hovene enten blev brændte eller nedrevne og deres tømmer i sidste fald undertiden brugt til opførelsen af kirker, dog ikke paa samme, men en anden, om end nærliggende tomt. Ved valget af denne er det da heller ikke sagt, at just det hensyn ubetinget gjorde sig gjeldende, at der i nærheden havde staaet et hov, som bygdens folk var vant til at søge, hvorimod man ligesaa gjerne kan have bestemt sig for denne tomt af samme grund, som havde været raadende ved hovet, nemlig at tomten havde den bekvemmeste beliggenhed for bygdelagets folk.
Er min opfattelse af hovets form væsentlig rigtig, kan der, som allerede berørt, ikke være nogen støtte for den af professor Dietrichson antagne paavirkning af udenlandsk kirkebygning,[3] og da heller ikke for hans mening om, at man her ved opførelsen af de første kirker igjen benyttede hovbygningen som forbillede. Derimod synes jeg alt taler for, at man hos os fik mønsteret for kirkebygningen sammen med kristendommen og fra den samme kant, hvorfra denne nærmest blev indført til Norge.
