hovet paa Lade (996) bryde ned og brænde.[1] Vi har ogsaa en, om end vistnok tildels fabelagtig, dog adskillig oplysende fortælling om Olafs forhold ligeover for bonden Svein i det throndhjemske. Efterat kongen forgjæves havde opfordret ham til at lade sig kristne, forklarede hans søn, at grunden til faderens modstand var frygten for, at han, hvis han gik over til kristendommen, vilde blive tvungen til at nedtage det anselige og fagert udstyrede hov, som stod paa hans gaard. Kongen tilsagde da Svein og sønnen, at hovet skulde blive staaende, hvis de lode sig døbe, hvilket ogsaa skede, uden at der er tale om at indrette hovet til kirke.[2] Det berettes endvidere, at kong Olaf i Nidaros havde ladet tiløxe tømmer, som han i 1000 gav islændingerne Gizur hvite og Hjalte Skeggessøn, der førte det med sig til Island og dermed reiste en kirke paa et sted, i hvis nærhed stod et hov, men som da blev nedbrudt.[3] I samme aar fortælles om en drøm, som den helseløse bonde Thorhall paa Knapstad paa Island havde. Han saa kong Olaf komme til sig og love ham bedring, hvis han vilde nedtage gaardens store hov og med tømmeret paa et nærmere angivet sted reise en kirke af saadan størrelse og form, som kongen ridsede op for ham med dopskoen paa sit spyd. Thorhall gik morgenen efter strax i vei med at nedbryde hovet, blev siden døbt og frisknede til, efterat han havde opført kirken, saaledes som foreskrevet, i faderens, sønnens og den hellige aands navn.[4] I samme aar var det og, at kristendommen blev indført paa Island ved forhandlinger paa lovbjerget, og en af de fordringer,
