del derimod undtages, viser det sig, at hovet efter min fremstilling ellers overalt, fraregnet dets mangel af forstue og mulig af svalegang, har den største lighed med den verdslige skaalebygning, saaledes som jeg tilforn[1] har søgt at bestemme dens udseende i modsætning til en vis traditionel dansk og islandsk opfatning. Hvad der hos Dietrichson tildels har fremkaldt tanken om saadan paavirkning, er, som han selv bemærker,[1] den indflydelse af kristelige forestillinger, professor S. Bugge i den nyere tid har paavist ved enkelte af eddadigtene. Men forholdet er dog her, som jeg synes, meget forskjelligt fra, hvad der fandt sted ved hovene. Forfatterne af de vedkommende digte havde forladt moderlandet og opholdt sig paa de britiske vestlige øer, omringede af kristelige forestillinger, medens det vanskeligere kan tænkes, at de, der opførte hovbygninger her i landet, kunde hente forbilledet fra kristelige kirker, som de neppe havde havt anledning til at se. Det kan vel nemlig ikke godt antages, at man havde været uden hov lige til forbindelsen med udlandet begyndte gjennem vikingetogene eller henimod slutningen af det 8de hundredaar, og vedtagelsen af hovets senere traditionelle form maa saaledes vistnok have gaaet for sig allerede før den nævnte tid.
Heller ikke tror jeg, at noget hov, saaledes som Keyser, Munch og Dietrichson[2] antage, efter den fornødne kristelige indvielse er gaaet over til en kirke. Keyser[3] bemærker herom, at „kristendommens første udbredere var omhyggelige for at faa enhver saadan bygning ødelagt eller i det mindste omdannet til en kristen
