forestilling“.[1] Som det maa antages, var dragefiguren dengang ukjendt hos os, ligeledes det vegetabile ornament, og det samme gjelder selvfølgelig om kirkernes romanske buer med staver og kapitæler, ja endog hovets dør har mulig i lighed med meget yngre stuebygninger været forholdsvis lav. Til overdrivelser eller rene fabler maa det henregnes, naar en saga[2] fortæller om Haakon jarls hov for Thorgerd hörgabrud, at det indvendig var prydet med indhegninger af guld og sølv, eller naar Adam af Bremen siger, at templet i Upsala „overalt var siret med guld“. Dog kan det mærkes, at trævæggene i Glastonbury’s abbedi i England ved begyndelsen af ilte hundredaar ifølge J. Parker[3] indvendig var dækkede med plader af guld og sølv og udvendig af bly.
Som ovenfor antydet, har professor Dietrichson ved sin forstaaelse af visse udtryk i sagaerne fundet flere ligheder mellem hovbygningen og den kristelige kirke, hvad form og indretning angaar, og dette mener han ogsaa har været tilfældet med hensyn til konstruktion og tagverk, idet han her særlig tænker paa de enskibede stavkirker. Som følge heraf antager han, at det hedenske hov har faaet sin hovedform ved paavirkning fra.udenlandske kirkebygninger. Efter min fremstilling findes derimod, som det vil sees, ingen saadan indbyrdes lighed mellem begge bygninger undtagen i ét punkt, nemlig hvad tilføielsen af hovets smalere og lavere østligste del angaar. Men heraf tør man dog neppe være berettiget til at tænke sig en saadan paavirkning som den anførte, hvorimod denne form naturlig kan forklares af, at de samme hensyn til indretningen fremstillede sig paa begge steder. Naar denne
