tømre særlig om hov[1] og husebygninger,[2] og da de sidste utvilsomt blev laftede og ordet aldrig anvendes om stavkirker, kunde man deraf ville slutte, at timbra maatte forstaaes om laftverk, og at hovbygningen saaledes var sammensat paa denne maade. Herpaa kan der dog neppe lægges nogen vegt, da ordet paa de anførte steder vel kan tages i betydningen af at opføre bygninger af træ eller vel endog mulig slet hen kun betyder at bygge. Derimod tror jeg, at hvis hovets tagverk var saaledes, som ovenfor antaget, vilde man deraf være berettiget til at slutte, at bygningen var af laft. Størst grund til denne antagelse er der dog i den omstændighed, at hovet havde aabne ildsteder. Thi neppe vil man i saadant tilfælde blandt ordentlige bygninger op igjennem tiderne kunne opdage et eneste exempel paa, at reisverk har været anvendt. Var hovet derimod omgivet af svaler, kan disse meget vel have fremvist den mindre fuldkomne stavkonstruktion, ligesom vi se det nedigjennem tiden ved skaaler, stuebygninger og stabure.
Hvad selve arbeidet ved hovbygningen angaar, har det vistnok ofte været omhyggelig gjort, siden sagaerne[3] bruge saadanne ord om enkelte hov som „fager“, „anselig“, „udstyret med stor bekostning“. Dog indeholdes ikke heri noget, hvoraf der kan fremgaa en forestilling om individuelle enkeltheder. At man hos os allerede ved aaret 900 var udmærket dygtig i træskjæring, derom vidner Gokstadskibet. Men alligevel kan sagaernes anførte epitheta neppe give anledning til at tænke paa „udskjæringer og prydelser, hvorom endnu nogle af de norske trækirker fra 12te–13de aarhundrede kunne tjene til at give os en
