andre trækonstruktioner, nemlig blokhusbygning (laft) og fagverk (standerverk). Ligesom laftning tilligemed reisverk var egne for skandinaverne, saaledes er i hele vest-Tyskland, det nordlige Frankrige, Belgien, Holland og England fagverket fremherskende og desuden, men paa en noget forskjellig maade, i Tyrol og Kärnthen og overhovedet i de nedre Donauegne“ .... „Laftverket synes i henseende til ælde at gjøre selv reisverket rangen stridig, men er dog mere en teknisk opfindelse af beboerne i de paa naaletræer rige fjeldegne.“
Hos os blev standerverket, som det synes, ikke kjendt før ca. 1590, og vi havde saaledes tidligere kun to slags trækonstruktioner, nemlig laftverk- og reisverk. Laftning træffes første gang ca. 900 efter Kristus i Gokstadskibets gravkammer;[1] dette er ogsaa tilfældet med stavverket, forsaavidt der i det nævnte rum anvendes lodrette planker eller kløvede stokke, nedsatte i en sville med fals. Derimod er plankerne her ikke indfældte i hverandre ved pløining, og heller ikke anvendes hjørnestolper, hvorfor der dog paa grund af omstændighederne ikke kunde være nogen anvendelse. Det kan derfor ikke afgjøres, hvorvidt man allerede dengang kjendte den fuldt udviklede stavkonstruktion, saaledes som den træffes i vore kirker med en sammenhængende, opretstaaende plankevæg, indsat mellem hjørnestolper samt sville nederst og stavlægje oventil.
Som det ovenfor vil sees, indeholdes der i kilderne ikke noget om hovbygningens konstruktionsmaade. Men muligens kunde man i denne henseende støtte sig til et udtryk i de ældre eddadigte. Her bruges nemlig ordet
- ↑ Se „Langskibet fra Gokstad“ pl. III, fig. 1, 2, 3, jfr. texten s. 64 f.
