som sedvanlig med torv. Denne krævede et lavt tag, og paa grund heraf kan der ei være tale om saadan konstruktion som i stavkirkernes tagverk, der er beregnet paa en høi reisning. Hovets tag maa derfor sikkert nok have været indrettet paa den maade, som hos os viser sig nedarvet gjennem tiden lige til de yngste røgstuer. Denne tagkonstruktion bestaar af parvis stillede sperrer, som ikke forbindes med hanebjelker, men kun sammennagles i toppen og derhos i sine nederste ender ved hjelp af det saakaldte naamtrod,[1] ligesom et laas, fæstes til langvæggenes øverste stok eller den i folkesproget saakaldte raftestok, aalestok eller stavlægje.
Det staar endnu tilbage at bestemme, hvorledes hovbygningens vægge var sammensatte. Men forinden dette paavises, vil det være af interesse at se hen til de forskjellige forekommende trækonstruktioner.
G. Semper siger[2] med hensyn til sammensætningen af vore stavkirkers vægge, saaledes som den sees i Dahls bekjendte verk, „at denne maade (assemblage à grain d’orge), som brugtes paa møbler langt ned i middelalderen,[3] er nær beslægtet med den kinesisk-mongolske“. Paa et andet sted (s. 299–300) ytrer han ligeledes, at denne konstruktion „er den asiatisk-kinesiske og vel ogsaa den, der efter indogermanske bygningstraditioner er at anse som den ældste. Reminiscenser deraf er kjendelige paa stenfasaderne i i Egyptens ældste grave og paa de kaldæiske og assyriske borges mosaikklædte jordvægge“ .... „Foruden stavkonstruktionen gives der egentlig kun to
