har seet, og hvad der forresten fulgte af sig selv, altid var forsynet med biter eller tvertræer, og disse kunde ikke overskride en vis længde, naar de skulde opfylde sin hensigt. Denne er som bekjendt at holde langvæggene ud fra hinanden, saa at de ikke tabe sin lodrette stilling under trykket af tagets vægt. Men for at dette skal opnaaes, maa tvertræet være vandret, og hvor mægtigt det end er, vil det dog svigte, naar længden overskrider et vist maal, hvis maximum vel kan sættes til 25 fod.[1]
Som det sees, var begge hovets afdelinger behængte med tæpper og havde glugger. Disse kan dog ei, som nævnt i en saga, have været udfyldte med glas, da dette dengang var ukjendt hos os til saadant brug. Heller ikke tror jeg, at disse lysaabninger kan opfattes som anbragte paa væggen, men maa – hvad heller ikke betydningen af ordet glug modsiger – være at forstaa om aabninger i taget eller ljorer.[2] Ialfald kan saadanne, skjønt de, som vi har seet, ikke nævnes i kilderne ved noget hov, dog ei tænkes borte, saalænge der i bygningen brændte ild paa stallen eller forhøiningen og i det store ydre rum var aarer. Med ljorerne fulgte igjen,fat taget ikke vel kunde belægges med træspaan, – som man desuden dengang sikkert ei kjendte, fordi man ikke havde brug derfor, – men
- ↑ Ogsaa Sigurðr Vigfússon (anf. Arb. f. 1882, s. 7) berører dette spørsmaal, men har en opfatning af hovets form, som jeg ikke kan dele.
- ↑ Til hvad der foran i dette tidsskrift (2. række, IV, s. 350) er udtalt imod antagelsen af vægglugger i rum med aabent ildsted og ljorer, kan føies det spørsmaal, om der er nogensomhelst rimelighed for, at man endog i kongelige rum langt ned i middelalderen, for ikke at tale om røgstuerne lige til vor tid, vilde have undværet de omtalte glugger, dersom de havde været kjendt allerede i den hedenske tid og saaledes vist sig praktisk forenlige med ildsteder uden skorstenspiber.
